Dag 6: Udelandinger og glæden ved ikke at have en motor

Peter og jeg samt 25 andre piloter landede ude idag. Kun Wolfgang og Ricardo gennemførte.

Team "SJ" : Arne og Crewchief Allan

Dagen blev udsat indtil flere gange og vi måtte se en fin opgave A (speedtask) bliver reduceret til en fin opgave B (speedtask) til en resignerende opgave C (Assigned Area Task) på sølle 2 timer midt i det mest komplicerede af Litauens luftrum.

Da jeg endelig blev slæbt op var cu'erne forrevne og svage med en skimmlet himmel fuld af cirrus. Det var svært at centrere og selvom jeg smed 50 liter vand fik jeg stort set ikke fat og kunne kun ærgeligt vandre fra svage bobbel til svage bobbel uden at stige over 7-900m medens dem som blev slæbt op tidligere lå 3-500m højere. Mere vand ud indtil der vel var 60-80 liter tilbage.

Da startlinjen åbnede var jeg vel 7-8km fra startlinjen og i den kraftige vind på 30-40km/t var det svært at komme i position. Som tiden gik måtte jeg sande at klokken var mange og jeg lå helt alene. Peter lå åbenbart længere mod øst i 1.500m og oplyste at han nu gik ud på opgaven. Da jeg få minutter senere endeligt fik fat på vestkanten af startlinjen så jeg pludselig en stor 18m gaggle kommen hen til mig og jeg undrede mig såre: hvad hulen tænkte de på? Med den højde burde de været gået for længe siden!

Hovedrystende trak jeg ud af gagglen da jeg kom i top og arbejde mig frem til startlinjen igen og gagglen fulgte efter som små hunde. Jeg pressede på og startede uden at tænke på gagglen. Øv, klokken var mange.

Og det gik da. På LX-9000'eren kunne jeg se gagglen trække ud bag mig som perler på en snor med Polakkerne et par hundrede meter under mig.

Gang på gang trak jeg op i svage og fimsede totter i noget der tydeligvis var konvergenslinjer medens jeg krydsede mod sydøst. Et par enkelte gange ramte vi faktisk nogle helt regulære bobler og der opstod instantant en glas- og klufiber væg omkring mig. Det var tydeligvis svært for alle at centrere og det føltes ikke helt rart.

Da vi ramte første areal vendte de fleste med det samme, men godt træt af selskabet valgte jeg i den lidt bedre luftmasse at krydse lidt længere mod syd-øst for at ramme en parallel skydgade / konvergenslinje så jeg slap for flokken og samtidigt kunne holde dem foran mig som markører.

Men det blev svært på det nordlige ben og selvom jeg med flaps i L kunne holde højde og fart kollapsede og opløstes cu'erne foran mig. 10km før sidste areal så jeg pludselig Wolfgang komme tøffene 300m under mig på vejen tilbage og nu så jeg det meste af feltet 5km længere fremme på vej ind i det nordlige areal.

Puha - der var ikke mange muligheder med luftrum på to sider: Kaunas TMA 10km mod vest og Vilnius vel 10km øst og ikke særligt meget i midten. Eneste trøst var, at det var svært at ramme loftet på de 1.524m ovenover når man kæmpede i 1.000m.

Da jeg få km før det nordlige luftrum fik fat i en svag 1.0m stoppede jeg helt op og lod mig drive med den kraftige søndenvind indtil jeg ramte sektoren. Nogle få hundrede meter over mig kom den store gaggle nu og jeg kunne følge dem de næste 2-3minutter inden de forsvandt på en sydelig og lidt vestlig kurs.

Efter en hård kamp i den kraftige modvind hvor jeg smed alt mit vand troede (håbede) jeg at skulle få fat i den sidste nødvendige bobbel der skulle give mig slutglid. Jeg manglede blot 6-800m men jeg sank og sank.

I det ret kuperede landskab med skove og søer så jeg til min lettelse flere høstede marker nær en lille landsby der trods deres lille størrelse vil være helt fine at lande på - de var dog orienteret øst-vest så jeg udså mig to-tre marker hvor jeg kunne undgå højspænding, lande på tværs og alligevel være tæt på den fine asfalterede landevej jeg kunne se.

Og så kæmpede jeg videre i 130-160m over mark og skov og huse medens vinden slæbte mig afsted med 30km/t i håbet om at der bare dog ville gå en bobbel. Men nej. Jeg trak "SJ" rundt i et svagt højredrej til medvind og fik justeret lidt på tværbenet medens jeg intenst spejdede efter ledninger, master, storkereder, løsgående kreaturer, hunde og vildfarne landbrugsredskaber og køretøjer. Alt så ok ud.  Jeg trak farten helt ned med luftbremserne og flapsene næsten helt ude og dykkede med det samme da jeg passerede et bondehus og træerne.

Hjælpervenlig landing lige ud til fin asfalt

Den første mark, der vel var et par hundrede meter bred, 'flød' jeg henover og trak nu fulde luftbremser da jeg med sikkerhed var inde på den næste mark. Marken var lidt ujævn men Jonkeren satte sig fint da jeg satte flaps helt i negativ og jeg kunne dreje flyet lidt væk og parallelt med landevejen.

Landevejen var fuldstændig stille og i al den tid jeg var der så jeg absolut ingen trafik.

Nogle få minutter senere dukkede en vældig sød og meget gammel dame op der kun kunne tale Lituask men lod forstå med fagter at hun var bekymret for, om jeg nu havde fået nok at spise og drikke siden jeg tydeligvis måtte være kommet fra udlandet. Jeg betakkede mig og hun forsvandt over i sit fine gamle træhus på den anden side af vejen.

Et udvalg af de nysgerrige og søde unger

Men nu dukkede der efterhånden flere børn og unge mennesker op der tydeligvis var enten gået eller cyklet ret langt. Den mindste af dem, en lille lyshåret pige på 5 år, havde løbet hele vejen fra landsbyen 3km væk. Nu blev der stillet mange spørgsmål på umuligt engelsk som nogle af de ældre børn kæmpede lidt med. Og de var utroligt søde og nysgerrige. Alle var en tur oppe i cockpittet til megen fnisen og almindelig underholdning.

Megen fis og drengestreger

En dejlig flok unge mennesker

Til sidst dukkede der den mest tilstøvede person jeg har set længe op: det var den gamle kones søn der var færdige med dagens dont på den åbne majetærsker. Jeg rakte næven frem og han blev vist lift paf for han forsøgte vist at forklare at da var alt for beskidt til at jeg skulle opleve det men det endte med et solidt håndtryk hvorefter han forsvandt over på gården igen - for blot få minutter senere dukke op med en stor flaske hjemmebrygget øl og ét enkelt krystalglas. "Lituanian Tradition" fik han sagt flere gange og jeg blev igen-og-igen nødet til at drikke den fine humle medens en ung mand blev kommanderet til at holde hjemmelavet ko-ost han skar i skiver og jeg konstant skulle hhv spise og drikke med øllet. Det blev efterhånden ret festligt og en svag bekymring for at bevare overblikket indsneg sig.

Pludselig skrattede min håndradio og jeg kunne lettet guide Allan mod min mark medens jeg intrængende bad ham om at rubbe neglene hvis jeg skulle deltage i at skille fly ad i nogenlunde fornuftig tilstand.

Til megen spekuleren og pegen fra de søde Litauere skilte Allan og jeg hurtigt "SJ" ad og fik den i vogn - men måtte adskillige gange nyde den Litauske gæstfrihed der nu blev udviddet med en stor pose hjemmerøget flæsk, brød og til sidst 3kg friske tomater, hjemmebryg på colaflaske, 1½kg ost og en stor kage til hjemturen så der ikke var tvivl om gæstfriheden. Med store armbevægelser, megen grinen og store smil blev der sagt farvel til alle de rare mennesker og jeg gik mere eller mindre omkuld i bilen på vejen hjem til Allans moro.