Vi råbte tillykke til vores to dagsvindere, efter brifingen og så bliver der "lidt stille" i hangaren, men det skal jo ud;~).
Arne var punkteret på hovedhjulet og er startet sidst i 18m klassen, efter at Allan har skiftet dæk og slange, så lidt stres har der også været her til morgem. Og det efter at der var Litauen aften igår, så det var ikke lige det vi havde ønsket os. Men fikset er det nu!
Idag er vejret igen rigtigt flot, +1800m her ved ½ et tiden, 2-3m i boblerne så igen idag er der basis for en rigtig hurtig tur.
Så det var med at komme af sted, men svært at ryste de øvrige deltagere af, kan jeg høre på deres snak. Om det lykkedes er uvist lige nu.
Peter og Arne bruger hinanden godt med informationer om retning styrke af termikken og er gået samtidig kl. 12:50 på en 521km tur mod syd og derefter mod nord.
Henrik er gået lidt før kl. 12:39 på en 504km opgave mod syd ned i polen.
Så vi er nu i ventepossiton og vil måske have dem hjem omkring fire timer.
torsdag den 4. august 2011
Dag 3: alt optaget
Igår var en rigtig god dag for det danske team. Det eneste problem var, at der var ikke nok 1. pladser at dele ud af til de tre danskere med mindre Peter havde valgt at flyve åben klasse (som vi fløj lige op med igår).
Spøg til side. Dagen startede alvorligt nok og alt skulle bare klappe: for Peter fordi han fører og for mig fordi jeg bare skal op igen, og Henrik fordi han også har en rigtig god chance for at vinde.
I klar og kold luft blev vi slæbt op og fra starten af var der tendens til lave skygader i 1.100m og ca. 1-2m/s i boblerne. Jeg lagde mig straks ud mod vest og syd (dvs lidt ud på opgaven) for at være væk fra alt og alle og blot give mig selv tid til at se det hele lidt an. Efter lidt tid dukkede hollænderne og englænderne op medens jeg langsomt bevægede mig tættere på startlinjen og forsøgte at optimere min start position i forhold til terræn og vejr.
Da starten åbnede kom Peter også ind i samme bobbel og vi var enige om, at vi ville gå ca kl. 13. Lidt i ét kunne jeg se flere gå ud på opgaven og distancen taget i betragtning var jeg klar med fingeren på aftrækkeren. Vi havde ikke et godt overblik over hvor mange der var gået men det virkede affolket i startområdet.
Efter aftale gik jeg få minutter efter Peter med Hollænderne lige bag mig. Peter gav løbende meldinger og selvom vi valgte lidt forskellige ruter ud til 1. vendepunkt i skovene nær grænsen til Polen gik det strygende for os begge. Ca. 10km før vendepunktet meldte Peter at havde kontakt med en større gaggle og ganske rigtigt glimtede det nu højt over de kæmpe skove (uha - ikke komme lavt dér!). Super, vi havde allerede kontakt efter mindre end 50km!
Og så skulle der arbejdes. Gang på gang tordnede jeg afsted med hastigheder tæt på de 180-200km/t for jeg ramte boblerne rimeligt rent og samtidigt sorterede jeg hårdt i boblerne. Det betød at jeg faktisk stoppede op og kurvede ret ofte (i gennemsnit for hver 20km! og glidetal 69) for boblerne var ret gode med stigværdier på op til 3m/s og jeg ville bare bevare et taktisk og højdemæssigt overblik hele tiden.
Halvvejs på 2. ben mod Kaliningrad på det 117km lange ben gik jeg lidt imod den konventionelle visdom og fløj på nordsiden af skovene medens Peter og de andre lå over skovene syd for kurslinjen. Tankegangen var den, at med 20km/t norden vind ville det måske vise sig at give mig lidt mindre modvindskomponent som kunne opveje den muligvis lidt bedre termik over skovene. Det var nok ikke helt optimalt for der var et længere stykke hvor jeg bare måtte glide over søer, landsbyer og vild skov inden jeg fik ordentligt fat og gik i tops igen. Nær andet vendepunkt kunne jeg meddele Peter, at jeg nu så en skygade lige på kursen til vendepunktet som han muligvis også med fordel kunne trække ind til. Peter havde allerede set den og var på vej med hele slænget og pludselig var luften fyldt med 18m fly der alle skulle samme vej. Klassisk - 29 piloter kan ikke alle tage fejl.
Pludselig havde jeg Wolfang hængende flot 20m over mig og 50m fremme og vi strøg afsted under gaderne. Ingen forskel på glidet mellem hans Ventus 2cxa og min Jonker.
På benet mod syd blev medvinden fra nord meget tydelig: gennemsnitshastigheden efter knapt 200km var på over 136km/t og jeg begyndte seriøst at minde selv om, at der skulle bremses op i god tid inden 3. vendepunkt 85km mod syd. Og nu skete der det interessante, at nu hvor det var lykkedes mig at indhente gagglen, opstod muligheden for virkelig at lave noget andet end de andre: én ting var helt sikkert - hvis jeg lagde mig i front nu ville psykologien for flertallet være, at blot følge efter. Jeg satte farten lidt ned og fik et par stykker foran mig og da de træk til venstre trak jeg til højre da jeg så et par cu'er der var lige så høje som dem til venstre men mere isoleret ...men terrænet så mere 'spændende ud' - et sats. Her fik jeg Russel Cheetham med og sammen høvlede vi derhen og bingo : varioen stod på 4.5m/s i flere omgange og blev tilsidst visnok 3.0 fra bund til top i 1.500m medens Peter ovre i den venstre gaggle rapporterede 2.5m/s.
20km før det 3. vendepunkt nede i Polen så jeg to ting: 2 kæmpe gaggles af storke og åbenklassefly der kom meget lavt tilbage i ca. 7-900m. Det virkede mærkeligt for vejret så ligeså godt ud foran os. Jeg sagde til Peter, at jeg ville fortsætte lidt mere forsigtigt og gik derfor ikke lige ind til vendepunktet. Og det var vist godt for da jeg vendte lå jeg vel ca. 3-500m højere end det meste af feltet og kunne nemt vælge de næste par boblerne på vejen tilbage på det 136km lange ben. Jeg var nu helt alene og i front og gled mod nord i en luft der nu virkede lidt mere udtørret og spredt rent termikmæssigt. Jeg gave løbende meldinger men havde mistet fornemmelsen af hvor de andre var bag mig. Efter et par svage bobler dukkede feltet op bag ved mig for fulde skrald nær grænsen til Kaliningrad (uha - forbudt luftrum!) - de havde vist haft et par gode bobler. Flere formåede at fange boblen under mig og var nu i samme højde som mig så jeg begyndte igen at slide mig afsted nogle omgange før de andre gang og det lykkedes mig at lægge mig i front igen. Da jeg vendte sidste vendepunkt var vi tæt på slutglidshøjde til de sidste 80km hvis termikken blot minde lidt om det vi havde haft.
Men her blev det lidt tricky: skyerne havde helt sikkert termik men feltet var nu nærmest hysterisk opsat på at være først på slutglidet og nerverne var uden på tøjet. Jeg blev selv lidt ramt at det men skruede lidt ned for farten men ikke retningen. Hele flyve langsomt end komme for lavt. Og lidt lavt kom jeg for termikken virkede ikke og der var store huller og ...måske lidt mere fugtigt her? En røgfane fra en landsby under en større og lettere udkaget cu blev spottet da jeg 30km kun havde 200m overskud McCready 0 og jeg ville bare ikke krydse skov og flod med så lidt sikkerhed. Jeg trak derfor rundt i middelmådige 1-1½ m/s et par omgange indtil der var sikkerhed og så gik det hjem uden videre problemer. Men spændende var det.
Men sikke en dag. Det viste sig, at jeg vandt dagen stort med Peter som en super nr. 2 og Henrik vandt i sin klasse! Som Mogens skrev til mig, så er det aldrig sket før i dansk svæveflyvning, at alle (tre) danskere er kommet i top på samme dag.
Imorgen (red: idag) skal vi på den igen.
Spøg til side. Dagen startede alvorligt nok og alt skulle bare klappe: for Peter fordi han fører og for mig fordi jeg bare skal op igen, og Henrik fordi han også har en rigtig god chance for at vinde.
I klar og kold luft blev vi slæbt op og fra starten af var der tendens til lave skygader i 1.100m og ca. 1-2m/s i boblerne. Jeg lagde mig straks ud mod vest og syd (dvs lidt ud på opgaven) for at være væk fra alt og alle og blot give mig selv tid til at se det hele lidt an. Efter lidt tid dukkede hollænderne og englænderne op medens jeg langsomt bevægede mig tættere på startlinjen og forsøgte at optimere min start position i forhold til terræn og vejr.
Da starten åbnede kom Peter også ind i samme bobbel og vi var enige om, at vi ville gå ca kl. 13. Lidt i ét kunne jeg se flere gå ud på opgaven og distancen taget i betragtning var jeg klar med fingeren på aftrækkeren. Vi havde ikke et godt overblik over hvor mange der var gået men det virkede affolket i startområdet.
Efter aftale gik jeg få minutter efter Peter med Hollænderne lige bag mig. Peter gav løbende meldinger og selvom vi valgte lidt forskellige ruter ud til 1. vendepunkt i skovene nær grænsen til Polen gik det strygende for os begge. Ca. 10km før vendepunktet meldte Peter at havde kontakt med en større gaggle og ganske rigtigt glimtede det nu højt over de kæmpe skove (uha - ikke komme lavt dér!). Super, vi havde allerede kontakt efter mindre end 50km!
Og så skulle der arbejdes. Gang på gang tordnede jeg afsted med hastigheder tæt på de 180-200km/t for jeg ramte boblerne rimeligt rent og samtidigt sorterede jeg hårdt i boblerne. Det betød at jeg faktisk stoppede op og kurvede ret ofte (i gennemsnit for hver 20km! og glidetal 69) for boblerne var ret gode med stigværdier på op til 3m/s og jeg ville bare bevare et taktisk og højdemæssigt overblik hele tiden.
Halvvejs på 2. ben mod Kaliningrad på det 117km lange ben gik jeg lidt imod den konventionelle visdom og fløj på nordsiden af skovene medens Peter og de andre lå over skovene syd for kurslinjen. Tankegangen var den, at med 20km/t norden vind ville det måske vise sig at give mig lidt mindre modvindskomponent som kunne opveje den muligvis lidt bedre termik over skovene. Det var nok ikke helt optimalt for der var et længere stykke hvor jeg bare måtte glide over søer, landsbyer og vild skov inden jeg fik ordentligt fat og gik i tops igen. Nær andet vendepunkt kunne jeg meddele Peter, at jeg nu så en skygade lige på kursen til vendepunktet som han muligvis også med fordel kunne trække ind til. Peter havde allerede set den og var på vej med hele slænget og pludselig var luften fyldt med 18m fly der alle skulle samme vej. Klassisk - 29 piloter kan ikke alle tage fejl.
Pludselig havde jeg Wolfang hængende flot 20m over mig og 50m fremme og vi strøg afsted under gaderne. Ingen forskel på glidet mellem hans Ventus 2cxa og min Jonker.
På benet mod syd blev medvinden fra nord meget tydelig: gennemsnitshastigheden efter knapt 200km var på over 136km/t og jeg begyndte seriøst at minde selv om, at der skulle bremses op i god tid inden 3. vendepunkt 85km mod syd. Og nu skete der det interessante, at nu hvor det var lykkedes mig at indhente gagglen, opstod muligheden for virkelig at lave noget andet end de andre: én ting var helt sikkert - hvis jeg lagde mig i front nu ville psykologien for flertallet være, at blot følge efter. Jeg satte farten lidt ned og fik et par stykker foran mig og da de træk til venstre trak jeg til højre da jeg så et par cu'er der var lige så høje som dem til venstre men mere isoleret ...men terrænet så mere 'spændende ud' - et sats. Her fik jeg Russel Cheetham med og sammen høvlede vi derhen og bingo : varioen stod på 4.5m/s i flere omgange og blev tilsidst visnok 3.0 fra bund til top i 1.500m medens Peter ovre i den venstre gaggle rapporterede 2.5m/s.
20km før det 3. vendepunkt nede i Polen så jeg to ting: 2 kæmpe gaggles af storke og åbenklassefly der kom meget lavt tilbage i ca. 7-900m. Det virkede mærkeligt for vejret så ligeså godt ud foran os. Jeg sagde til Peter, at jeg ville fortsætte lidt mere forsigtigt og gik derfor ikke lige ind til vendepunktet. Og det var vist godt for da jeg vendte lå jeg vel ca. 3-500m højere end det meste af feltet og kunne nemt vælge de næste par boblerne på vejen tilbage på det 136km lange ben. Jeg var nu helt alene og i front og gled mod nord i en luft der nu virkede lidt mere udtørret og spredt rent termikmæssigt. Jeg gave løbende meldinger men havde mistet fornemmelsen af hvor de andre var bag mig. Efter et par svage bobler dukkede feltet op bag ved mig for fulde skrald nær grænsen til Kaliningrad (uha - forbudt luftrum!) - de havde vist haft et par gode bobler. Flere formåede at fange boblen under mig og var nu i samme højde som mig så jeg begyndte igen at slide mig afsted nogle omgange før de andre gang og det lykkedes mig at lægge mig i front igen. Da jeg vendte sidste vendepunkt var vi tæt på slutglidshøjde til de sidste 80km hvis termikken blot minde lidt om det vi havde haft.
Men her blev det lidt tricky: skyerne havde helt sikkert termik men feltet var nu nærmest hysterisk opsat på at være først på slutglidet og nerverne var uden på tøjet. Jeg blev selv lidt ramt at det men skruede lidt ned for farten men ikke retningen. Hele flyve langsomt end komme for lavt. Og lidt lavt kom jeg for termikken virkede ikke og der var store huller og ...måske lidt mere fugtigt her? En røgfane fra en landsby under en større og lettere udkaget cu blev spottet da jeg 30km kun havde 200m overskud McCready 0 og jeg ville bare ikke krydse skov og flod med så lidt sikkerhed. Jeg trak derfor rundt i middelmådige 1-1½ m/s et par omgange indtil der var sikkerhed og så gik det hjem uden videre problemer. Men spændende var det.
Men sikke en dag. Det viste sig, at jeg vandt dagen stort med Peter som en super nr. 2 og Henrik vandt i sin klasse! Som Mogens skrev til mig, så er det aldrig sket før i dansk svæveflyvning, at alle (tre) danskere er kommet i top på samme dag.
Imorgen (red: idag) skal vi på den igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)